Skip til hoved indholdet
    Hjem Borger Børn og unge Børn med sygdom eller handicap (0-18 år) Overgang fra ung til voksen

Overgang fra ung til voksen

Hvis du har en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse og får tilbud fra kommunen, bliver mange af dine tilbud ændret, når du fylder 18 år.

Det skyldes, at kommunens vurdering og bevilling af støtte til dig vil ske efter de regler, der gælder for voksne.

Nedenstående kan du læse om, hvad du skal være opmærksom på, og hvordan Assens Kommune kan støtte dig og dine forældre i en god overgang fra ung til voksen.

Hvad gør Assens Kommune for at sikre en god overgang?

Frem til du fylder 18 år, vil du have kontakt til en socialrådgiver i Børneteamet 0-13 år.

Når du fylder 13 år, beslutter Assens Kommune, om din sagsbehandling skal overgå til UngeEnheden, eller om din sagsbehandling forbliver i Børn og Familie/Børnehandicap. Det afhænger af en individuel og konkret vurdering af dine behov.

Som udgangspunkt vil du altid få en ny socialrådgiver fra voksenområdet, når du fylder 18 år. Tidspunktet kan dog variere, afhængigt af de tilbud du får og dine planer.

Uanset om du har en socialrådgiver i Børn og Familie/Børnehandicap eller i UngeEnheden, vil din socialrådgiver - efter aftale med dig - koordinere din overgang fra barn til voksen med din kommende socialrådgiver fra voksenområdet.

For at sikre dig en god overgang fra børne- til voksenområdet vil du og dine forældre bl.a. blive inviteret til nogle overgangsmøder.

Mens du går i 8. klasse, eller når du er ca. 14 år, vil din skole eller sagsbehandler invitere dig og dine forældre til et møde, som bl.a. handler om

  • Vurdering af din uddannelsesparathed
  • Generel information om fremtidige muligheder vedr. uddannelse mv.

I mødet deltager din sagsbehandler fra Børn og Familie/Ungeenheden, ungdomsuddannelsesvejleder (UU-vejleder), PPR og din skole.

Når du er ca. 16 år, vil din sagsbehandler tale med dig og dine forældre om blandt andet

  • Dine ønsker og forventninger til fremtiden
  • Dine muligheder i forhold til bolig, uddannelse eller beskæftigelse, forsørgelse mv.
  • Råd og vejledning

Efter behov inddrager din sagsbehandler andre fagpersoner, for eksempel vedrørende uddannelse, forsørgelse med videre.

Når du er ca. 17 ¼ år, vil du og dine forældre blive inviteret til møde om, hvad der sker, når du fylder 18 år.

Mødet handler bl.a. om,

  • Hvilken hjælp du har brug for, efter du er fyldt 18 år
  • Hvem i kommunen du skal samarbejde med fremover
  • Forhold som vedrører dine forældre 

I mødet deltager din sagsbehandler fra Børn og Familie/Ungeenheden og din kommende sagsbehandler fra Myndighed Social. Efter behov kan der også deltage en sagsbehandler fra Ungeenhedens beskæftigelsesafsnit (vedr. forsørgelse), en ungdomsuddannelsesvejleder (UU-vejleder), fagpersoner fra PPR, sundhedsområdet mv.

Du skal være opmærksom på

En ungdomsuddannelsesvejleder (UU-vejleder) kan hjælpe dig med at finde den rette ungdomsuddannelse.

Hvis du har særlige behov findes der forskellige muligheder. For eksempel forberedende grunduddannelse (FGU), som er målrettet unge, der ikke følger den lige vej efter grundskolen. En anden mulighed er særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse (STU), som er en treårig ungdomsuddannelse for unge med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse og andre unge med særlige behov, som ikke kan gennemføre en anden ungdomsuddannelse.

UU-vejlederen vejleder om uddannelsesmuligheder, forskellige uddannelsesniveauer og laver en uddannelsesplan, hvis der er behov herfor.

Når du fylder 18 år, skal du som udgangspunkt forsørge dig selv.
Hvis du har særlige behov, kan du være berettiget til forskellige former for ydelser til forsørgelse alt efter din situation.

Arbejdsfastholdelse

Hvis du har et handicap, som er en hindring for at få eller fastholde et arbejde/uddannelse, kan du kontakte Jobcenter Assens - Handicapservice, som kan vejlede dig om hvilke muligheder, der er.
Du kan læse mere på siden Job, uddannelse og handicap

Det kan være, at du er berettiget til uddannelseshjælp.
Uddannelseshjælp er for unge under 30 år uden en erhvervskompetencegivende uddannelse. Du skal stå til rådighed for en beskæftigelsesindsats, som har fokus på uddannelse og job.

Første trin vil være, at du får tid til en visitationssamtale med en sagsbehandler i Ungeenheden - med henblik på at melde dig ledig.

Dernæst er der mulighed for, at du kan søge om hjælp til forsørgelse (Uddannelseshjælp). Du kan læse mere på siden Hvad skal jeg gøre for at få uddannelseshjælp?.

Hvis du modtager uddannelseshjælp, skal du samarbejde med Ungeenheden om dine muligheder og uddannelsesplaner.

Afklaring af dine kompetencer og muligheder

Hvis det bliver vurderet, at der er behov for afklaring af dine job- og uddannelsesmæssige kompetencer og muligheder, kan det være, at din sag skal behandles af kommunens rehabiliteringsteam. Rehabiliteringsteamet kan indstille til en tværfaglig indsats i ressourceforløb, fleksjob eller pension.

  • Ressourceforløb

Ressourceforløb er et individuelt, tværfagligt og helhedsorienteret forløb af 1-5 års varighed. Ressourceforløbet handler om at udvikle din arbejdsevne, med henblik på at finde det rette job eller den uddannelse, der passer til dig.
Du kan læse mere på Værd at vide om ressourceforløb

  • Fleksjob

Fleksjob er et fleksibelt arbejde for dig, hvor det er afklaret, at du har en varig og væsentlig nedsat arbejdsevne, der betyder, at du ikke er i stand til at varetage et job på almindelige vilkår.
Du kan læse mere på: Fleksjob

  • Førtidspension

Hvis din arbejdsevne vurderes at være varigt og væsentligt nedsat i ethvert erhverv, og alle behandlingsmuligheder er udtømte, kan din sag overgå til behandling efter reglerne om førtidspension
Du kan læse mere på Førtidspension; tilkendelse og mulighed for løntilskud

Hvis du har begrænsninger i arbejdsevnen grundet en betydeligt nedsat funktionsevne, fx pga. udviklingshæmning, et svært bevægehandicap, sindslidelse eller særlige sociale problemer, kan du blive tilbudt

  • beskyttet beskæftigelse eller
  • aktivitets- og samværstilbud

Beskyttet beskæftigelse kan være i flere forskellige typer af jobs og tilrettelægges sådan, at du har mulighed for at udfylde jobbet.
Du kan læse mere på Beskyttet beskæftigelsestilbud

 

Når du flytter hjemmefra, skal du som udgangspunkt selv skaffe dig en bolig.

Hvis dit handicap stiller særlige krav til boligen, kan du i visse tilfælde få hjælp til at få en lejebolig, ligesom du muligvis kan få støtte til at foretage nødvendige ændringer i boligen.

Du skal selv sikre, at du har mulighed for økonomisk at bo i din bolig.

Hvis du flytter i almen bolig og ikke selv har mulighed for at afholde udgiften til indskud, er der mulighed for at søge om lån til indskud.
Du kan læse mere på https://www.borger.dk/bolig-og-flytning/Lejebolig/Laan-til-beboerindskud.  

Hvis du vil flytte i en privat udlejet bolig og ikke selv har mulighed for at afholde udgiften til depositum, kan du på borger.dk læse mere om mulighed for at søge enkeltydelse til depositum eller personligt tillæg til depositum. 

Du skal selv sørge for møbler og andet boliginventar. 

Hvis du har et meget omfattende hjælpebehov, kan du være berettiget til et botilbud.

Måske bor du allerede i et botilbud, som ikke kan fortsætte, når du er fyldt 18 år. 

Din sagsbehandler vil snakke med dig og dine forældre om overgang fra barn til voksen, når du er ca. 16 år.

Hvis du har et meget omfattende hjælpebehov, kan du være berettiget til et botilbud.

Måske bor du allerede i et botilbud, som ikke kan fortsætte, når du er fyldt 18 år. 

Din sagsbehandler vil snakke med dig og dine forældre om overgang fra barn til voksen, når du er ca. 16 år.

At du fylder 18 år har ingen betydning for allerede bevilgede hjælpemidler.

Regler for hjælpemidler og forbrugsgoder er de samme for voksne som for børn.

Der er mulighed for at søge om hjælpemidler, hjælp til boligindretning, støtte til bil eller forbrugsgoder.

Du kan læse mere på borger.dk eller på Hjælpemidler og forbrugsgoder

Hvis du har en handicapbil, skal du overveje, om du fortsat ønsker at benytte bilen og overtage bilens eventuelle lån fra dine forældre.

Hvis du vil beholde bilen, overgår forpligtelsen til at betale afdrag på lånet til dig, når du fylder 18 år.

Hvis du ikke vil beholde bilen, skal hele den resterende del af lånet indfries – også den del af lånet, der ellers ville have været afdragsfrit.

Du kan muligvis få støtte til at tage kørekort.

Læs mere om støtte til bil på: Støtte til bil

Som forældre skal du desuden være opmærksom på

Når dit barn fylder 18 år, har du ikke længere ret til medbestemmelse.

Ifølge loven må kommunen ikke længere tale om dit barns sag og situation med dig, med mindre dit barn har givet dig en fuldmagt.

Fuldmagten skal underskrives af dit barn, når han eller hun fylder 18 år.

I nogle situationer kan der være behov for at søge om værgemål for dit barn.
Det er Familiehuset, de vurderer ansøgninger om værgemål.

Du kan læse mere om bisidder og partsrepræsentant på: Bisidder og partsrepræsentant

Du kan læse mere om værgemål på: https://www.borger.dk/samfund-og-rettigheder/myndighed-og-vaergemaal/vaergemaal

Når dit barn fylder 18 år og bliver myndig, stopper din forsørgerpligt. Det betyder, at de tilskud, du evt. har fået på grund af dit barns handicap, også stopper.

Det gælder bl.a.

  • Kompensation for tabt arbejdsfortjeneste
  • Merudgifter efter børneparagrafferne

DUKH’s lovguide om overgang fra barn til voksenområdet

DUKH, som er en uvildig konsulentordning på Handicapområdet (En selvejende institution under Børne- og Socialministeriet) har udgivet en lovguide om overgangen fra barn til voksenområdet.

På DUKH’s hjemmeside kan du læse meget mere om, hvad du og dine forældre skal være opmærksomme på.

Du er også altid velkommen til at kontakte din sagsbehandler i Assens Kommune. 

Børnehandicap

Rådhus Alle 5

5610 Assens

Ring til os

Få seneste nyt

Assens Kommune
Rådhus Allé 5
5610 Assens

CVR: 29189692

Telefon: 64 74 74 74

Telefontider

Lukkedage

Nyttige links