Skip til hoved indholdet

Bliv netværksplejefamilie

Netværkspleje for et barn eller ung fra Assens kommune?

Ønsker I at blive netværksplejefamilie til et barn eller en ung I kender i forvejen, og Jeres relation gør det naturligt, at det netop er hos jer, barnet eller den unge skal i pleje eller støtteophold.  
Kontakt til barnet/den unges socialrådgiver
Kontakten til barnet/den unges socialrådgiver kan etableres på to måder:
•    Barnet/den unges forældre kontakter jer og fortæller, at der skal findes en plejefamilie til deres barn, og spørger om I er interesseret. 
•    I hører, at barnet skal placeres i en plejefamilie og kontakter selv barnet/den unges bopælskommune for at tilkendegive, at I er interesserede i at få barnet/den unge i pleje eller støtteophold. 
Vurdering af barnets socialrådgiver
Barnet/den unges socialrådgiver vil gennem en samtale med jer og barnet/den unges forældre foretage en foreløbig vurdering af, hvorvidt I er egnede som netværksplejefamilie for det konkrete barn/ung.
 
Formøde
Hvis socialrådgiveren har vurderet jer som egnede som netværksplejefamilie, indkaldes I sammen med forvaltningens familieplejekonsulent til et formøde. Det er vigtigt, at hvis I er to ansøgere, at I begge deltager i formødet.

I mødet orienteres I om, hvad det indebærer at have det konkrete barn/ung i pleje eller støtteophold samt om vilkårene for ansættelsen. Endvidere orienteres I om forløbet fra ansøgning til der træffes afgørelse om, hvorvidt I kan godkendes som netværksplejefamilie.
 

Oplysningsskema 
Hvis I efter formødet fortsat ønsker at søge om at blive netværksplejefamilie, vil I få tilsendt et oplysningsskema, hvor I fortæller lidt om jer selv og jeres familie. Skemaet returneres til Familieplejekonsulenten.
 
Indhentelse af børne- og straffeattester
Det er et krav for godkendelsen, at der indhentes børne- og straffeattester på alle over 15 år, der bor på jeres adresse. I bliver bedt om at give elektronisk samtykke til dette.
 
Uddybende samtaler 
To familieplejekonsulenter aftaler at mødes med jer for gennem samtaler at få et grundlag til vurdering af jeres egnethed som netværksplejefamilie. Der afholdes normalt 1-3 samtaler, mindst en af samtalerne skal foregå i jeres hjem. 
I samtalerne taler vi bl.a. om jeres egen opvækst, uddannelse og arbejdsliv, egne børn, syn på opdragelse og jeres daglige liv generelt. Gennem samtalerne forsøger vi at få kendskab til jeres evne til at håndtere livskriser, jeres evne til at forstå og agere hensigtsmæssigt overfor andre mennesker samt jeres relation til det konkrete barn og barnets familie.
 
Referater fra samtalerne 
Der tages referat fra samtalerne. Referaterne danner grundlag for den endelige afgørelse af, hvorvidt I kan godkendes.  
Indhentning af yderligere oplysninger 
Familieplejen kan indhente overordnede oplysninger om jeres økonomi. Vurderer Familieplejen at der er brug for yderligere oplysninger om jer – f.eks. udtalelser fra egne børns skole eller statusudtalelse fra egen læge – vil de relevante oplysninger blive indhentet efter aftale med jer.
 

Afgørelse 
Når Familieplejen har opnået tilstrækkeligt kendskab til jer, udarbejdes en beskrivende rapport og en vurdering af jeres egnethed.
Familieplejen træffer beslutning om, hvorvidt I kan godkendes. I orienteres altid skriftligt om afgørelsen.

Følgende er vigtigt i vurderingen af, om I kan godkendes:

•    At der er en god relation mellem barnet og jer
•    At I har forståelse for barnets og forældrenes situation
•    At I kan se barnets udfordringer og kan agere i forhold til disse på en hensigtsmæssig måde
•    At I kan samarbejde med offentlige instanser som Familierådgivningen, skole mv.
•    At I har indsigt i egen familiehistorie og i evt. problematiske forhold i familien
•    At I har villighed og evne til at arbejde med jer selv
 
Det bemærkes, at det ikke er muligt at klage over et afslag på ansøgningen om at blive godkendt som netværksplejefamilie.
 
Grundkursus og efteruddannelse
Det er et krav for godkendelsen som netværksplejefamilie, at I deltager i et grundkursus for netværksplejefamilier. 
Det forventes at begge plejeforældre i en netværksplejefamilie deltager i grundkurset. 

Bestemmelsen er gældende uanset om I er godkendt til at være aflastnings- eller fuldtidsplejefamilie for et barn.  
Hvis I godkendes som netværksplejefamilie for et barn/ung, som anbringes fuld tid hos jer, skal I inden for det første år efter anbringelsen deltage i et intensivt opstartsforløb, der sammenlagt svarer til tre kursusdage. Forløbet planlægges sammen med jer efter anbringelsen. Formålet med det intensive opstartsforløb er at ruste jer bedst muligt til opgaven som plejefamilie.  
Er I ansat som netværksplejefamilie for et barn, der bor fast hos jer, skal begge plejeforældre årligt deltage i to hele kursusdage. F
Som netværksplejefamilie er det muligt at søge om godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste, hvis I ved deltagelse i et kursus mister en dokumenteret arbejdsindtægt. 
 
Honorering
Som netværksplejefamilie modtager I ikke løn for at varetage omsorgen for plejebarnet. Har plejebarnet særlige behov for pasning, der ikke harmonerer med plejefamiliens arbejde, er det muligt at udbetale tabt arbejdsfortjeneste helt eller delvis i en periode. 
Plejefamilien modtager månedligt et beløb til dækning af kost, logi og alle almindelige fornødenheder ved barnets forsørgelse. Derudover kan plejefamilier, der har et barn anbragt fuldtid, søge om dækning af større udgifter forbundet med at have barnet i pleje. Dette kan f.eks. være dækning af udgifter til plejebarnets ferie, anskaffelse af cykel, mobiltelefon eller andet. 
 
Supervision og vejledning
Det er meget betydningsfuldt at arbejde som netværksplejefamilie, men samtidig er det også hårdt arbejde og I kan komme ud for situationer, hvor I kan blive i tvivl om, hvad der er det rigtige at gøre.
Ved anbringelse af et barn hos jer, vil I få tilknyttet en familieplejekonsulent, der regelmæssigt afholder supervisionssamtaler med jer og som desuden løbende kan kontaktes telefonisk, hvis I får brug for råd og vejledning. 
 

Få seneste nyt

Assens Kommune
Rådhus Allé 5
5610 Assens

CVR: 29189692

Telefon: 64 74 74 74

Nyttige links