Revalidering
Revalidering hjælper dig, som har begrænset arbejdsevne, tilbage på arbejdsmarkedet
Revalidering er til for at finde den kortest mulige vej tilbage på arbejdsmarkedet for dig, som ikke længere kan varetage dit job af fysiske, psykiske eller sociale årsager.
For at få støtte til revalidering:
- skal du have begrænsninger i arbejdsevnen
- skal der være en realistisk mulighed for, at revalidering kan føre til hel eller delvis selvforsørgelse
- må der ikke være andre tilbud, fx efter lov om aktiv beskæftigelsesindsats (som fx et tilbud om ordinær uddannelse, virksomhedspraktik eller job med løntilskud), der kan hjælpe dig med at få en tilknytning til arbejdsmarkedet.
Kommunen træffer afgørelse om revalidering efter en konkret vurdering.
Skrevet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering
Det er kommunen, der skal tage stilling til, om revalidering er en mulighed for dig.
Før du går i gang med den egentlige revalidering, skal du sammen med en sagsbehandler fra kommunen udarbejde Min Plan. Min Plan skal blandt andet beskrive, hvilken type arbejde du sigter mod, de planlagte initiativer og en tidsplan.
Du kan finde flere informationer om reglerne for revalideringstilbud, fx godkendelse af revalideringen, indholdet af Min Plan osv. på Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings hjemmeside.
Skrevet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering
For at kunne afklare disse spørgsmål skal du ofte igennem en forrevalidering. Personer, som er i målgruppen for revalidering, men som har behov for et afklarende forløb til at fastlægge det beskæftigelsesmæssige sigte, kan som forrevalidering få tilbud med et beskæftigelsesmodnende eller afklarende formål, inden den egentlige revalidering iværksættes. Forrevalidering kan bestå af tilbud om virksomhedspraktik, løntilskud samt vejledning og opkvalificering.
Økonomi under forrevalideringen
Under en forrevalidering får du udbetalt samme ydelse som umiddelbart før forrevalideringen. Det kan fx være kontanthjælp, sygedagpenge eller løn under sygdom.
Skrevet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering
En revalidering vil typisk være uddannelse, optræning eller omskoling. Men det kan også være virksomhedspraktik hos en privat eller offentlig arbejdsgiver.
Virksomhedspraktik tilbydes normalt, hvis du har erhvervserfaring og består af faglig uddannelse, arbejdsoptræning, tillæring, oplæring eller omskoling.
Under praktikken får du revalideringsydelse eller i særlige tilfælde den overenskomstmæssige løn.
Skrevet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering
Revalidering kan også foregå via ansættelse hos en privat eller offentlig arbejdsgiver – såkaldt virksomhedsrevalidering.
Ordningen bruges normalt, hvis du har meget erhvervserfaring. Denne revalidering kan bestå i en egentlig faglig uddannelse, arbejdsoptræning, tillæring, oplæring eller omskoling.
Under forløbet får du udbetalt et beløb, der svarer til revalideringsydelsen eller i særlige tilfælde den mindste overenskomstmæssige løn på det aktuelle område.
Skrevet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering
Job- og Virksomhedsservice
Assens Rådhus
Ring til os
Jobcenter Assens, Job- og Virksomhedsservice, arbejder med forsikrede ledige, jobklare kontanthjælpsmodtagere samt borgere der modtager ledighedsydelse.
Derudover varetager vi Jobbutikken, Virksomhedsservice, Opfølgning på ansatte i fleksjob, Uddannelses- og erhvervsvejledning samt formidling af Danskuddannelse for udlændinge.
Leder af Job- og Virksomhedsservice: Anders Barkholdt (OBS frem til frem til 31.07.2025 er Nadja Sylvest konstitueret leder af Job- og Virksomhedsservice).
Virksomheder bedes henvende sig til Virksomhedsservice på telefon 6474 7000