Skip til hoved indholdet Kontakt Kontakt

Det enkelte menneske har altid været i centrum for mig

”Vi vil gerne give nogle mennesker, som er udfordrede på nogle parametre, en chance”, fortæller leder af FGU Assens, Michael Boÿe Hvorslev. Ud af 15 ansatte på FGU Assens, har han 4 medarbejdere ansat i fleksjob samt en i skånejob. De fleksjobansatte spiller primært ind i de opgaver i huset, der ellers ikke er tid til at nå. ”De bidrager til, at vi hænger sammen i hverdagen samtidig med at de er rollemodeller overfor vores elever”, fastslår Michael Boÿe Hvorslev.

Michael Boÿe Hvorslev (th) har en smed, en kontoradministrativ og to køkkenmedhjælpere ansat under fleksjobbetingelserne på FGU Fyn, Assens. ”De er ligestillede og ligeværdige med andre i personalegruppen”, fortæller han – her sammen med køkkenmedhjælper Kasper Tornehave Jensen (tv).

Billede: Michael Boÿe Hvorslev (th) har en smed, en kontoradministrativ og to køkkenmedhjælpere ansat under fleksjobbetingelserne på FGU Fyn, Assens. ”De er ligestillede og ligeværdige med andre i personalegruppen”, fortæller han – her sammen med køkkenmedhjælper Kasper Tornehave Jensen (tv).

Vi ansætter altså ikke folk fordi det er synd for dem

”Folk har fundet ud af, at vi tager imod et godt tilbud, så der er nogle der ringer selv”, svarer Michael Boÿe Hvorslev, med et grin på spørgsmålet om, hvordan det kan være så stor en del af hans medarbejdere er ansat under fleksjobbetingelserne. Skolelederen på FGU Fyn, Assens, tilføjer at det dog oftest starter med en praktik. ”Når man har nogen gående her i en periode, lærer vi dem at kende, og så får vi måske øje på kompetencer, som vi gerne vil have i huset”.

Praktikkerne starter altid med en forventningsafstemning, for Michael Boÿe Hvorslev vil ikke bare have folk ind i et par uger, så man kan sætte et hak for en overstået praktik. ”Vi fortæller klart fra starten; det her kan du forvente – og det her forventer vi af dig. Vi har respekt for individet, og vi tager ikke folk ind, fordi det er synd for dem,” fastslår han. ”Der er tale om mennesker, der kan noget – og så bærer vi til gengæld gerne over med fx nedsat hastighed eller mange spørgsmål til dagens opgaver”.

Det er mit arbejde, der får mig ud af huset hver dag

20-årige Kasper Tornehave Jensen er ansat i fleksjob som køkkenmedhjælper, og det er han rigtig glad for. ”Folk er flinke her på skolen”, fastslår han med et lille skævt smil. ”Jeg har altid haft brug for rigtig god tid til tingene, og det får jeg her”, fortæller han. Kasper husker, at folkeskolen var en skidt tid for ham, for der var alt for meget larm og ting der gik for hurtigt omkring ham, og så havde han rigtig svært ved dansk og matematik. ”Men på FGU er der godt at være, og jeg glæder mig til at komme afsted hver dag”, oplyser Kasper, og tilføjer at det primært er arbejdet, der får ham ud af hjemmet hver dag.

Vores fleksjobansatte er rollemodeller for de unge

”Det handler om at give folk en chance, men det skal også være meningsfyldt for alle parter”, fastslår Michael Boÿe Hvorslev. ”Det skal være sådan, at vores ansatte har en funktion, som gør at de også selv kan mærke, de gør en forskel”, uddyber han, og fortsætter; ”Vi er forskellige som mennesker, og det kan vores elever også drage læring af at opleve. Når nye elever starter, præsenterer vi dem for alle medarbejdere i huset og understreger, at alle skal respekteres uanset udfordringer. På den måde bliver vores fleksjobansatte også rollemodeller overfor vores elever”, slutter Michael Boÿe Hvorslev.

Af Birgitte Alm

Få seneste nyt

Assens Kommune
Rådhus Allé 5
5610 Assens

CVR: 29189692

Telefon: 64 74 74 74

Telefontider

Mandag10 - 15
Tirsdag10 - 15
Onsdag (Borgerservice holder lukket.)10 - 15
Torsdag10 - 17
Fredag10 - 13
De enkelte afdelinger kan have andre telefontider. Borgerservice på Assens Rådhus holder lukket om onsdagen, men den mobile Borgerservice kan træffes i centerbyerne.

Lukkedage

Rådhus og Jobcenter holder lukket 1. maj, dagen efter Kr. Himmelfartsdag, Grundlovsdag og mellem jul og nytår.

Nyttige links