Skip til hoved indholdet
    Hjem Borger Job og ledighed Nyheder fra jobcenteret Nu tør jeg tænke fremad og drømme igen

Nu tør jeg tænke fremad og drømme igen

For mig betyder fleksjobbet, at jeg nu står et sted, hvor jeg i stedet for bare ”at overleve dagen” kan tænke på indhold i mit liv fremadrettet, fortæller 35-årige Mikkel Møller Jensen, der har sklerose og lige er blevet tilkendt fleksjob. Jeg arbejder 6 timer/uge på Galleri Galschiøt - en fantastisk arbejdsplads, hvor man sagtens kan være en del af holdet uden at være på fuld tid, erklærer han med et varmt smil.

Billede: 35-årige Mikkel Møller Jensen er pr. 1. juni ansat som altmuligmand 6 timer/uge ved Galleri Galschiøt.

Jeg insisterede på at beholde min ungdom

Som 21-årig og nyuddannet salgsassistent ved TDC, fik Mikkel Møller Jensen diagnosen sklerose. ”Det svære ved at få sådan en sygdom, når man er ung og har fuld fart frem er, at det både er svært at kapere for dig selv og for dine omgivelser,” husker Mikkel tilbage. ”Der var nogle reaktioner, der skræmte mig, og nogle tog afstand, så med stædighed insisterede jeg på at fastholde min ungdom og prioritere at gøre en masse ting, mens jeg vidste jeg kunne; og så lægge låg på sygdommen imens.”

Det var mere end stress, der var på spil

Mikkel nåede at tage endnu en uddannelse som datamatiker, arbejde en masse for at realisere sine rejsedrømme sammen med kæresten, og nåede at se 30 lande, før han blev 30 år gammel. Med sin høje rejseerfaring fik han som 28-årig et job hos Jysk Rejsebureau. ”Det var bare et superfedt job med en fantastisk kultur blandt kollegerne,” fortæller han, ”men efter et par år fik jeg en periode, hvor jeg var meget træt, følte mig rundtosset og havde susen for ørerne, og en dag kunne jeg pludselig ikke læse, hvad der stod på min computerskærm. Så blev jeg sygemeldt med stress.” Mikkel konsulterede en privat neurolog, og en MR-scanning viste en del udvikling i sklerosen, der indikerede at ikke kun var stress, der var på spil. ”Det blev konstateret, at jeg nok har stresset min krop hele vejen ved at ignorere sklerosen,” bemærker Mikkel, der dog ikke fortryder sit valg. ”Der hvor jeg har haft det bedst, er når jeg har rejst, og ikke har haft deadlines og faste skemaer. Der kan man tilpasse dagene til den energi, man har. Det er en god erfaring at have med i den rygsæk, jeg bruger, når jeg kigger ud i horisonten. Både når jeg skuer bagud og fremadrettet”.

De har været fantastiske i jobcentret

Jysk Rejsebureau kæmpede for at beholde Mikkel på arbejdspladsen, men efter et års sygemelding, måtte de afslutte arbejdsforholdet. Det var ikke en løsning nogen af parterne var glade for, men det var nødvendigt, for Mikkel ville ikke blive i stand til at komme tilbage på en måde, der ville fungere i jobbet som rejsearrangør.

Sideløbende med sygemeldingen blev han tilknyttet jobcenter Assens, og han har kun roser til overs for både sagsbehandler og virksomhedskonsulent. ”Både Regitze (Adler Hansen) og Vickie (Neubert Borgstrøm) har været superimødekommende og empatiske,” fortæller Mikkel. ”De forstod, at jeg var ked af, at jeg ikke kunne fortsætte min karriere, og det betød rigtig meget. De har aldrig tvivlet på, hvor mine problemer lå, og har mødt mig med plads og forståelse for, hvad jeg havde brug for, for at komme videre – og med forståelse for, at der skal være overskud til træning og familien, for at det hele hænger sammen. ” Mikkel har også undersøgt, hvad han selv kunne gøre for at bedre sin tilstand, og har bl.a. fundet effekt af meditation, yoga og træning.

Sklerose kræver, at man finder balancen i forhold til arbejde, familie og træning

”Der gik et par år før vi blev klar til at snakke afprøvning og retning for mit arbejdsliv,” fortæller Mikkel og bemærker alvorligt, at førtidspension var på tale, hvilket han slet ikke kunne indfinde sig med tanken om. Den potentielle arbejdsplads skulle kunne imødekomme skånehensyn i forhold kognitive udfordringer med især hukommelse og overblik, nedsat tid pga. træthed, ingen tidspres og plads til pauser.

”En god kontakt i mit netværk fik sat mig i forbindelse med Jens Galschiøt og hans galleri, og vi fik opstartet en afklarende praktik i august sidste år,” husker Mikkel. ”Man skal prøve alle former for sammensætning af timer og skånehensyn, og for mig gav det mest mening at samle mine timer på én dag. Så giver de 6 timer plus kørsel mig to flade dage – hvorimod fx 2 x 3 timer ville resultere i 4 flade dage,” beretter Mikkel og smiler selv over regnestykket. ”For mig er det også et spørgsmål om at have overskud til min familie og min træning samtidig med jeg føler, at jeg kan nå at levere en reel arbejdsindsats, når jeg er afsted,” erklærer han.

Jens Galschiøt og hans galleri har reddet mig

Ansættelsen i Galleri Galschiøt har en stor betydning for Mikkel, selvom han er ansat i få timer. ”Det betyder, at jeg har et tilhørsforhold og en mening med det, jeg laver,” fastslår han. Mikkel er ansat som altmuligmand i galleriet, og stedet giver stor mening for ham. ”Jens Galschiøt er en ekstremt rummelig mand, der tager alle mennesker, han møder, seriøst. Jeg føler virkelig, han har reddet mig ved at give mig lov til at arbejde i et vildt spændende miljø ved en stor, nulevende kunstner, og i en flok af gode kolleger, hvor man bare er en del af holdet,” konstaterer han. ”Jens Galschiøt visualiserer den skinbarlige virkelighed med retfærdighed som omdrejningspunkt, og det kan man kun være stolt af at være en del af,” tilføjer Mikkel, og fortæller supplerende at Jens Galschiøt også er sponsor for Scleroseforeningen og at både kunstneren og hans kone har indgående kendskab til sygdommen.

Vi turde ikke få barn nummer 2

”Mens alt omkring min sygdom og mit arbejdsliv var uafklaret, turde jeg ikke tænke fremad i forhold til indhold i livet,” fortæller Mikkel alvorligt. ”Min kæreste og jeg har heldigvis en masse gode rejseoplevelser sammen, men sygemeldingen kom i samme periode som vi blev forældre for første gang, og den uafklarede situation gjorde, at vi ikke rigtig turde tænke på at få barn nummer to”. Men afklaringen i jobcentret og fleksjobbet ved Galleri Galschiøt har givet den lille familie så meget ro, at de igen tør tænke på deres liv fremadrettet frem for bare at overleve dagen. ”Så oveni glæden over at jeg d. 1. juni blev ansat i fleksjobbet ved Galleri Galschiøt, kan vi også glæde os over, at vi har barn nummer to på vej til august,” slutter en glad Mikkel Møller Jensen

Birgitte Alm, Jobcenter Assens



Galleri Galschiøt

Jens Galschiøt er en dansk kunstner, hvis udtryk dækker fra smykker og figurer til gigantiske, politisk ladede skulpturer. Han skaber internationale happenings for at fremhæve den nuværende ubalance i verden fra Hong Kong og Mexico til Europa og USA.

I den 400 m2 store gallerihal finder man både store og mindre skulpturer fra mange af Galschiøts kunstinstallationer, der har været udstillet over hele verden. Udstillingerne ændrer sig konstant, da skulpturerne udlånes til andre udstillinger og nye kommer til. Herudover har galleriet en skulpturpark og - i en mindre hal ved siden af - støberiet, hvor nogle af de helt store skulpturer bliver fremstillet og udstillet.

Få seneste nyt

Assens Kommune
Rådhus Allé 5
5610 Assens

CVR: 29189692

Telefon: 64 74 74 74

Telefontider

Lukkedage

Nyttige links