Støtte til bil
Støtte til bil bevilges efter servicelovens § 114
Hvem kan søge?
For at kunne få hjælp efter § 114 til bilstøtte skal nedenstående være opfyldt:
Brug af egen bil skal være en forudsætning for, at du på trods af en varig nedsat funktionsevne kan:
- Færdes i dagligdagen og opretholde daglige aktiviteter
- Fastholde et arbejde, der giver dig en væsentlig indkomst
- Være nødvendigt for, at du kan gennemføre en uddannelse
Støtten gives som et rentefrit lån
Støtten gives som et rentefrit lån op til et vist beløb, dog højest bilens købesum. Hvis indkomstgrundlaget ligger inden for en vis grænse, betales halvdelen af lånet tilbage over seks år med 1/96 af beløbet i månedlige afdrag. Den anden halvdel af lånet nedskrives tilsvarende over otte år. Ligger indkomstgrundlaget over grænsen, bliver afdragene sat højere alt efter indtægtens størrelse. Det lån, der skal nedskrives, nedsættes tilsvarende.
Bevillingen gives til den billigst egnede bil. Ansøgeren kan vælge at købe en dyrere bil mod selv at betale forskellen.
Bevilling af et ekstra rente- og afdragsfrit lån
Der kan bevilges et ekstra rente- og afdragsfrit lån til en dyrere bil, eventuelt en nedstolet bus, når der foreligger ganske særlige forhold i forbindelse med den nedsatte funktionsevne.
Der kan være et behov for at anskaffe en rummelig bil, fordi:
- der skal være plads til specielle indretninger i bilen eller
- der er behov for at medbringe nødvendige hjælpemidler eller
- der er betydelige vanskeligheder med at klare ind- og udstigning eller placering i bilen.
Fuld støtte til særlige indretninger af bilen
Uanset om man opfylder betingelserne for støtte til køb af bil, kan der bevilges fuld støtte til nødvendige og særlige indretninger af bilen. Det kan fx være til aggregater, slisk, lift og sæde.
Kommunen kan yde tilskud til nødvendig indretning, hvis politiet kræver det, eller det er nødvendigt på grund af helbredsforholdene, for eksempel smertetilstande eller skånehensyn.
Tilskud til kørekort
Hvis betingelserne for støtte til køb af bil er opfyldt, kan kommunen yde tilskud til betaling af køreundervisning og til lægeerklæring i forbindelse med støtte til køb af bil, eller i forbindelse med fornyelse af kørekort af helbredsmæssige grunde.
Hvis det handler om et barn eller en ung under 18 år, der opfylder betingelser for støtte til køb af bil, kan kommunen yde tilskud til køreundervisning af den person, kommunen godkender som chauffør.
Fritagelse for afgifter
Kommunen kan beslutte at fritage for vægtafgift og afgift efter brændstofforbrug, hvis ansøgeren opfylder betingelserne for støtte til køb af bil eller betaling af registreringsafgift.
Sådan søger du støtte til bil
Du søger ved at sende et ansøgningsskema. Hvis du ønsker råd og vejledning, kan du kontakte den sagsbehandlende terapeut pr. mail eller via teamtelefonen i åbningstiden.
Udfyldt ansøgningsskema sendes til:
Sagsbehandlende terapeuter, Assens Kommune, Rådhus Allé 5, 5610 Assens