Social- og sundhedshjælper
Har du lyst til at arbejde med mennesker? Motiveres du af taknemmelighed og glade ansigter? Så er et job som social- og sundhedshjælper måske lige noget for dig!
Dette indhold kræver at du accepterer yderligere cookies
Du mangler at acceptere følgende for at kunne se indholdet: funktionelle. Opdatér dine valg ved at trykke på ikonet nederst til venstre på siden
I Assens Kommune har vi mange spændende jobs som social- og sundhedshjælper. Du kan arbejde på et af vores plejehjem eller i en af vores hjemmeplejegrupper.
Fælles for os alle er, at vi er stolte af vores forskellige fagligheder, og at vi gør os umage for at være fleksible og tilpasse opgaveløsningen, så den opleves meningsfuld for både medarbejdere og borgere.
Vi arbejder altid med sigte på, at borgeren skal kunne mest muligt selv. Og det er fantastisk, når jeg kan hjælpe og motivere borgeren til at kunne noget, som før var svært. Når jeg kan se gløden i deres øjne, fordi de pludselig kan noget selv – og dermed har fået mere selvtillid. Det får mig til at elske mit arbejde.
For at svare helt kort på, hvad en social- og sundhedshjælper laver, består arbejdet af personlig pleje, omsorg og praktiske opgaver hos borgerne.
Din indsats er altafgørende for, at vores ældre borgere får den hjælp, de har brug for.
Når borgeren oplever en god og sammenhængende hverdag, og du oplever deres taknemmelighed og glade ansigter, så giver din indsats og hårde arbejde mening!
For at blive en god social- og sundhedshjælper er det vigtigste, at du har lyst til at gøre en forskel og hjælpe mennesker.
Det er de små ting i hverdagen, der gør en forskel. Det kan være et smil, et lyttende øre eller en beroligende hånd. Det handler om, at borgeren oplever at blive set som et helt menneske med et levet liv.
Hvis du kan bidrage med det, er vi sikre på, at du bliver en rigtig god social- og sundhedshjælper.
Uddannelsen som social- og sundhedshjælper varer efter grundforløbet 2 år og 2 måneder. I den periode veksler du mellem skole og praktik.
Hos os er du garanteret alle praktiksteder i løbet af dit uddannelsesforløb, og vi har løbende ledige job som social- og sundhedshjælper. Så der er gode muligheder for at få et job hos os som social- og sundhedshjælper, når du er færdiguddannet.
Med et job som social- og sundhedshjælper har du vagter på forskellige tidspunkter af døgnet, og du er i høj grad selv med til at bestemme, hvordan dine arbejdsdage skal se ud. Du kan blive ansat som social- og sundhedshjælper i nattevagt, dagvagt eller aftenvagt. Derudover har vi både deltids- og fuldtidsstillinger.
Du kan også blive tilknyttet som social- og sundhedshjælper-vikar. Som social- og sundhedshjælper-vikar hos os bestemmer du selv, hvor du vil arbejde, hvor meget du vil arbejde, og hvornår du vil arbejde.
Du bliver ansat på gældende overenskomst og ud fra principperne om lokal løndannelse.
Som social- og sundhedshjælper afhænger dit løntrin – og dermed din løn – af din anciennitet og erfaring, og hvad den lokale lønforhandling ender med.
Grundlønnen for en nyuddannet social- og sundhedshjælper i en fuldtidsstilling er 23.800 kr. om måneden (2022). Dertil kommer lokale løntillæg og lønforhandlinger.
For at blive social- og sundhedshjælperelev skal du søge ind på uddannelsen til social- og sundhedshjælper. Når du er optaget, kan du søge plads som social- og sundhedshjælperelev. Hvis du er fyldt 25 år, kan du blive voksenelev. Du kan få løn under hele uddannelsen.
Vi håber, at du vil vælge os, når du skal søge elevplads. Vi vil i hvert fald gøre, hvad vi kan for at give dig en god og lærerig elevtid.
Der er også gode muligheder for at få job hos os, når du er færdig som social- og sundhedshjælperelev, da vi løbende har ledige job som social- og sundhedshjælper.
Du har også mulighed for at videreuddanne dig til f.eks. social- og sundhedsassistent eller sygeplejerske. Vi har også elevpladser som social- og sundhedsassistentelev.
Vi støtter dig og hjælper dig videre, hvis du har en drøm om at videreuddanne dig. Det gælder også, hvis det betyder, at du forlader et job som social- og sundhedshjælper hos os. Vi tror nemlig på, at hvis vi hjælper dig med at finde din rette hylde, er der større chance for, at dit farvel bliver til et på gensyn.
Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du har brug for at få hjælp og vejledning ift. at blive social- og sundhedshjælperelev, eller hvis du har spørgsmål til et social- og sundhedshjælper-job.