Fremtidens Glamsbjerg
– hvad vej skal vinden blæse?
Miljø, Teknik og Planudvalget har den 6. august 2024, godkendt en igangsætning af arbejdet med en udviklingsplan* for ”Fremtidens Glamsbjerg” – Glamsbjerg og omegn.
Det betyder, at der i 2024 og 2025 skal udarbejdes en udviklingsplan for Glamsbjerg. Byen midt i kommunen ligger ved det gamle skinnetrace op mod Krengerupskov og gods og bemærker sig med de mange uddannelser, institutioner og faciliteter f.eks. hal, paddel hal, friluftsbad mm. Assens Kommune ser et potentiale i at tydeliggøre Glamsbjergs kvaliteter som by, blandt andet ved at styrke byens identitet, sikre sammenhængskraften og fremme bylivet. Timingen er god, da et omfattende og langvarigt gravearbejde i hovedgaden, udført af Assens Forsyning, er færdigt til september og dermed er midtbyen igen frigivet til byliv.
Du kan glæde dig til:
- Børnenes dag den 7. september 2024, hvor Assens Kommune vil deltage med en stand og opfordre til dialog
- Et borgermøde den 10. oktober 2024, hvor vi sammen kan tage hul på de indledende drøftelser af Glamsbjergs kvaliteter og udfordringer
- Et borgermøde den 24. april 2025, hvor vi fremlægger og drøfter et forslag til udviklingsplanen
Den forventede proces
Ud over den brede borgerinddragelse nedsættes en følgegruppe bestående af lokale borgere og politikere som vi løbende vil have drøftelser og sparre med.
Deltager i følgegruppen
1. Mette Runge, skoleleder Glamsbjergskolen
2. Karina Hansen, Formand håndboldklubben og medlem af fritidscentrets bestyrelse
3. Peter Falck, vognmand
4. Thomas Madsen, skoleleder Glamsdalens Idrætsefterskole
5. Martin Mulvad, formand Køng-Gummerup-Højrup lokalråd
6. Nicola Pavlov, Formand for Ungerådet
7. Steen Kristensen, medlem af Handelsstandsforeningen
8. Carl Johan Ulrik Rantzau, ejer af Krengerup Gods
9. Mette-Rose Kongsted, medlem af Glamsbjerg Lokalråd
10. Elmer Philipsen, Næstformand i Medborgerskab, Kultur og Beskæftigelse
11. Jens Jakobsen, Formand for Teknik, Miljø og Planudvalget
Hvad er en udviklingsplan*
En udviklingsplan i Assens Kommune kan beskrives sådan her:
- En udviklingsplan tager udgangspunkt i et steds iboende kvaliteter og udfordringer, med henblik på at kunne prioritere indsatser og skabe merværdi.
- Hovedfokus er typisk at sætte den fysiske ramme for udviklingen i et område - formulere en række langsigtede strategier, og udpege/beskrive hvor udviklingen bedst kan kickstartes også kaldet et realiseringstræk.
- Udviklingsplanen er mere strategi, end planlægning (ikke juridisk bindende)
- Udviklingsplanen er dynamisk. Form og indhold skal afspejle stedet og de ressourcer som er til stede, hvorfor vi i fællesskab finder formen for udviklingsplanen for Glamsbjerg.
I kan se eksempler på andre planer vi har lavet for Tommerup, Assens og Vissenbjerg på Byudvikling. Udviklingsplanen for Vissenbjerg er nok den som vil minde mest om det niveau, der kan forventes for Glamsbjerg og omegn, hvor vi dog skal lidt tættere på en løsning for hovedgaden.
VI HAR BRUG FOR DIG OG DIN MENING!
- Mød os til Børnenes Dag den 7. september 2024, hvor vi står på Mågevej med en stand
- Udfyld dette spørgeskema
- Deltag på borgermødet den 10. oktober 2024 på Det Blå Gymnasium kl. 17.30.
Plan
Rådhus Allé 5
5610 AssensRing til os
Mandag | 10-13 |
---|---|
Tirsdag | 10-13 |
Onsdag | 10-13 |
Torsdag | 10-13 |
Fredag | 10-13 |