Skip til hoved indholdet

Evidensbaseret og omkostningseffektiv grødeskæring i små danske vandløb

Forskere fra Aarhus Universitet vil finde den bedste måde at lede vand i små vandløb væk fra markerne og samtidig sikre et godt vandmiljø. Promilleafgiftsfonden for Landbrug har netop givet tilsagn om støtte til et nyt forskningsprojekt, hvor de sammen med HedeSelskabet, HedeDanmark, Havørred Fyn og Assens Kommune støtter projektet med en samlet økonomi på 8 millioner kroner. Projektet er banebrydende, fordi det vil skaffe databaseret viden om grødeskæringsmetoders virkning på både evnen til at lede vand bort og miljøtilstanden i små vandløb. En viden, som myndigheder og landbruget har efterspurgt i mange år.

Vandløb og landsbrugsarealer i Assens Kommune vil blive fulgt tæt fra 2019-2022 gennem danmarkshistoriens mest omfattende forsøg med grødeskæring.

Assens Kommune er initiativtager til projektet og har i samarbejde med Aarhus Universitet, Orbicon og HedeDanmark indledt et fire års forskningsprojekt, der indebærer forsøg med grødeskæring i små vandløb i Assens Kommune. De små vandløb udgør cirka 75 procent af alle danske vandløb, og grødeskæring i disse spiller en meget vigtig rolle for både afvanding af landbrugsarealer og for vandløbenes økologiske tilstand.

Forsøgene omfatter bl.a. forskellige metoder og tidspunkter for grødeskæring. Målet er at undersøge, hvordan vandet bedst bliver ledt væk fra omgivende landbrugsarealer på en måde, så også vandløbets samlede miljøtilstand kan forbedres.

Billede af Strandby BækStrandby Bæk.

Vi glæder os til det spændende samarbejde. Forskningsprojektet med forsøg med grødeskæring i Assens Kommune er unikt, fordi forsøg af det omfang og projekter af den varighed ikke tidligere er gennemført. Med projektet får vi databaseret evidens i forhold til grødeskærings effekter. På nuværende tidspunkt findes der ingen systematisk dokumentation af, hvordan forskellige metoder og tidspunkter for grødeskæring påvirker vandføringsevnen og den økologiske tilstand i små vandløb, hverken på kort eller på langt sigt, forklarer Annette Baattrup-Pedersen, seniorforsker ved Aarhus Universitet, Institut for Bioscience – Sektion for Vandløbs- og ådalsøkologi.

Annette Baattrup-Pedersen er en del af projektgruppen, som også tæller vandløbskonsulent Jannik Seslef fra Assens Kommune, biolog Bjarne Moeslund fra Orbicon og landskabskonsulent Kurt Beck fra HedeDanmark.

Landbruget og myndigheder har efterspurgt viden – også internationalt

Projektgruppen forventer, at forsøgene med grødeskæring allerede i løbet af de første par år vil bidrage med viden. Resultaterne af forsøgene kommer til at omfatte videnskabelige målinger af vandføringsevnen - vandstand og vandføring - og målinger af vandløbets økologiske tilstand herunder planter, smådyr og fisk, som der er fastsat bestemte miljømål for.En viden, som især landbruget har efterspurgt gennem mange år for at kunne udnytte landbrugsarealerne optimalt omkring de små vandløb. Myndighederne efterspørger også den viden for at kunne opfylde de miljømålsætninger, som er vedtaget for vandløbene.

- Den viden, projektet genererer, er en viden, som både landbruget og myndighederne vil få stor gavn af. Kommunerne vil kigge mod Assens Kommune, og også internationalt vil der være interesse for resultaterne. Vi har ikke kunnet dokumentere effekterne af forskellige grødeskæringsmetoder hidtil, og derfor er det fantastisk, at vi kan stå i spidsen for sådan et banebrydende projekt. Jeg håber, at landbruget vil bakke op om projektet, siger Dan Gørtz, udvalgsformand for Miljø, Teknik og Plan i Assens Kommune.

Assens Kommune har i tæt dialog med lodsejere, landmænd og lokale landboforeninger fundet 65 egnede strækninger, hvor projektet gennemføres. Opmålinger med GPS er foretaget vinteren 2018-2019 og der er foråret 2019 opsat vandstandsloggere på alle strækninger. Online vandstandsdata kan ses her: http://www.hydrometri.dk/hyd/
Der er ligeledes foretaget indsamling af prøver på smådyr og der indsamlet data om det fysiske forhold. I sensommeren el-fiskes alle strækninger for at indsamle data om fiskebestandene.
Den ændrede grødeskæringspraksis iværksættes fra uge 26 2019.

Fakta - grødeskæring

Grøde er planter, der gror i vandløb. Grødeskæring foretages for at sænke vandstanden og til at forbedre vandløbenes evne til at bortlede overskydende vand, først og fremmest fra landbrugsarealer, men også fra andre typer af arealer.

Projektet

Hovedparten af de danske vandløb er små og beliggende i landbrugslandet, og det stiller store krav til vandløbenes vandføringsevne. Samtidig skal vandløbene leve op til miljømålet, som er god økologisk tilstand. I dette projekt stiller vi skarpt på at undersøge, hvordan grødeskæringsmetode og tidspunktet for grødeskæring påvirker vandføringsevne og miljøtilstand i 65 små vandløbsstrækninger beliggende i Assens kommune. Vi vil gennemføre et kontrolleret forsøg, som skal løbe over minimum 4 år (2019-2022). Så lang en projektperiode er nødvendig, for at vi kan dokumentere, hvordan grødeskæringsmetode og tidspunkt påvirker vandføringsevne, vandstandsændringer, de biologiske forhold (herunder økologisk tilstand) og de formændringer, der opstår som følge af grødeskæring.

Du kan se godkendelsen her

Se offentliggørelsen her

Læs mere her ...

Vi har i alt 65 vandløbsstrækninger med i forsøget. På 5 strækninger fortsætter kommunens grødeskæringsfolk med at skære, som de plejer, mens der på 30 strækninger skæres udelukkende på de store sumpplanter, der står i vandløbet (selektiv skæring af sumpplanter). På andre 30 strækninger skæres udelukkende på brinken, dog også på problemarter i selve vandløbet. På den måde vil vi undersøge, om det bliver muligt at få en bedre vandføringsevne i vandløbene, fordi de planter, der yder størst modstand mod vandets strømning, bortskæres. Samtidig vil vi undersøge, om der kommer vækst af undervandsplanter i vandløbene, fordi lysforholdene er bedre, og om det vil kunne forbedre de fysiske forhold og dermed levevilkår for smådyr og fisk.

Udover at ændre på metoden ændrer vi også på tidspunktet for skæring. På i alt 15 strækninger skærer vi to gange som i dag, mens vi på andre 15 strækninger skærer to gange; men med senere terminer end i dag. På den måde vil vi undersøge, om vandføringsevnen i vandløbene bliver bedre på det tidspunkt i sensommeren/efteråret, hvor der er markarbejde.

Vi ved, at de resultater vi får, kan afhænge af vandløbets fald og også af, hvor fysisk påvirkede vandløbene er. Ofte er vandføringsevnen og også de fysiske forhold bedre i vandløb med godt fald. Derfor gennemfører vi forsøget i både vandløb med godt fald og vandløb med ringe fald. Skemaet neden for opsummerer vores forsøgsdesign, herunder antallet af strækninger inden for de forskellige typer.

Tabel med antallet af strækninger inden for de forskellige typer forsøgsdesign

Faldforhold

Profil

Grødeskæring

Tidspunkt

Antal strækninger

Ringefald I terræn Selektiv skæring af sumpplanter Tidlig 5
Sen 5
Skæring af brink Tidlig 5
Sen 5
Nedgravet Selektiv skæring af sumpplanter Tidlig 5
Sen 5
Skæring af brink Tidlig 5
Sen 5
Godt fald I terræn Selektiv skæring af sumpplanter Tidlig 5
Sen 5
Skæring af brink Tidlig 5
Sen 5
Reference (kontrol) Som hidtil Som hidtil 5

  • I alt 65 forsøgsstrækninger er identificeret ved besigtigelse, herunder er landboforeninger og relevante lodsejere kontaktet.
  • Alle 65 vandløbsstrækninger er opmålt med GPS, og profil-formen er beskrevet i 5 transekter i alle vandløb.
  • Dansk Fysisk Indeks (DFI) er bestemt på de 65 vandløbsstrækninger.
  • Prøver til bestemmelse af DVFI (Dansk VandløbsFaunaIndeks) er indsamlet og oparbejdet.
  • Hydrometrisk overvågning er igangsat, dvs. drift af 50 vandstandsstationer og 15 vandføringsstationer.
  • 2 planlægningsmøder er afholdt i projektgruppen (hhv. 6. juni og 15. august 2019).
  • Interessenter er inviteret til at deltage i følgegruppe og invitation til følgegruppemøde (16/1-2020) er fremsendt
  • ’Vandløbsinspektion’ (24. juni 2019) er sket ved projektgruppen med medarbejdere fra HedeDanmark, der gennemfører grødeskæring.
  • DVPI (Dansk VandPlanteIndeks) er bestemt umiddelbart før 1. grødeskæring blev foretaget på alle vandløbsstrækninger.
  • 1. grødeskæring og 2. grødeskæring er afsluttet.
  • Elektrofiskeri afsluttet til bestemmelse af DFFV (Dansk Fiskeindeks For Vandløb)

Der er afholdt møde i følgegruppen i januar måned 2020

Der er afholdt møde i felten mellem projektgruppen og åmænd fra hededanmark i maj måned 2020

  • Alle 65 vandløbsstrækninger er opmålt med GPS, og profil-formen er beskrevet i 5 transekter i alle vandløb.
  • Dansk Fysisk Indeks (DFI) er bestemt på de 65 vandløbsstrækninger.
  • Prøver til bestemmelse af DVFI (Dansk VandløbsFaunaIndeks) er indsamlet

Følgegruppe

  • Havørred Fyn: Jan Hald Kjeldsen
  • Danmarks Sportsfiskerforbund: Lars Brinch Thygesen
  • Danmarks Naturfredningsforening: Henning Mørk Jørgensen
  • Centrovice: Anne Sloth
  • Fyns Familielandbrug: Ib Walther Jensen
  • Patriotisk Selskab: Kristian Pedersen
  • SEGES: Flemming Gertz
  • Miljøstyrelsen: Peter Kaarup
  • Assens Vandløbslaug: Peder Stourgård
  • Lokal lodsejer repræsentant: Jens Erik la Cour Jensen

Miljø og Natur

Rådhus Allé 5

5610 Assens

Ring til os

Telefontider

MandagKl. 10-13
TirsdagKl. 10-13
OnsdagKl. 10-13
TorsdagKl. 10-13
FredagKl. 10-13

OBS! Når du sender en mail til os, bliver du bedt om at bruge dit MitID. På den måde bliver mailen sikker, og du kan skrive dine personlige oplysninger som fx dit CPR-nummer.

Få seneste nyt

Assens Kommune
Rådhus Allé 5
5610 Assens

CVR: 29189692

Telefon: 64 74 74 74

Telefontider

Mandag10 - 15
Tirsdag10 - 15
Onsdag (Borgerservice holder lukket.)10 - 15
Torsdag10 - 17
Fredag10 - 13
De enkelte afdelinger kan have andre telefontider. Borgerservice på Assens Rådhus holder lukket om onsdagen, men den mobile Borgerservice kan træffes i centerbyerne.

Lukkedage

Rådhus og Jobcenter holder lukket 1. maj, dagen efter Kr. Himmelfartsdag, Grundlovsdag og mellem jul og nytår.

Nyttige links