Landskabet og historien

Landskabsbeskrivelse

Det varierede terræn og den vekslende jordbund har betydet, at området er skovrigt sammenlignet med landskabet som helhed, ligesom landbruget har været – og stadig i et vist omfang er – præget af intensive husdyrhold.

En række gamle landsbyer ligger i området med Tommerup og Verninge som de to største, begge med nyere parcelhuskvarterer føjet til byerne. Den gamle jernbane mellem Tommerup og Assens skærer sig tværs gennem området og bruges i dag af turister til dræsinekørsel.

Odense Å afgrænser Verninge Sogn mod syd og omgives af store lavbundsenge, der stadig for en stor del afgræsses eller drives med høslet – ligesom det er tilfældet for moserne mellem Verninge og Tommerup. Sammen med områdets gamle løvskove rummer disse lavbundsområder de vigtigste naturområder i de to sogne. Holmehave Bæk skærer gennem området og udgør på lange strækninger grænsen mellem sognene.

Under dette meget varierede landskab ligger der vigtige grundvandsressourcer, hvorfra VandCenter Syd henter det meste af drikkevandet til Odense by.

Sammenfattende er Verninge-Tommerup-området et attraktivt mosaiklandskab, rigt på ressourcer og værdier.

Her kan du læse mere om områdets stedshistorie og arealforvaltning i Københavns Universitets baggrundsnotat (PDF)

Assens Kommune har fået midler fra Nordisk Ministerråd til bl.a. at udarbejde en strategisk helhedsplan for Holmehaveprojektet.

Planen udarbejdes i samarbejde med borgere, interesseorganisationer, landmænd og lodsejere via borgermøder, ekskursion og workshops.

Her kan du se en video om projekterne fra Nordisk Ministerråd

Geologien

Geologisk og landskabeligt set ligger projektområdet i den sydlige udkant af det regionale Vissenbjerg dødislandskab i en overgangszone mellem de udstrakte dødisområder mod nord og nordvest og morænelandskabet syd for Verninge, der bl.a. rummer dele af Odense Ådal smeltevandsdal. Mod sydvest udgøres den landskabelige ydergrænse af Synebjerg barkkernes komplekse randmoræne- og dødislandskab, samt Søholm Sø dalen.

De ældste aflejringer i projektområdet – som ligger lige under istidslagene – kendes fra dybe vandboringer. De består af skrivekridt fra slutningen af Kridt-tiden, Maastrichtien (72,1-66 mio. år før nu) efterfulgt af bryozokalk fra den ældste del af Paleocæn, Danien (66-61,6 mio. år før nu) og Kerteminde Mergel fra den mellemste del af Paleocæn, Selandien (61,6-59,2 mio. år før nu). Disse lag befinder sig som regel mere end 90 m under overfladen.

De herover liggende yngre lag tilhører Kvartærtiden (2,6 mio. år-11.700 år før nu) med dens vekslende istider og mellemistider. Størstedelen af det fynske istidslandskab blev skabt inden for perioden 23-11.700 år før nu i sidste istid, Weichsel.

For 23-21.000 år siden bredte Hovedfremstødet (Nordøst-isen) sig ned over store dele af Danmark og nåede frem til Hovedstilstandslinjen i Midtjylland. Den efterfølgende tilbagesmeltning ledsagedes af en række genfremstød, hvor isen kortvarigt rykkede lidt frem og bl.a. skabte en række randmoræner, heriblandt fundamentet til De Fynske Alper og muligvis også til Synebjerg Bakkerne. Under den videre tilbagesmeltning efterlod Nordøst-isen store mængder dødis på det centrale Fyn.

For 19-18.000 år siden bevægede det Østjyske Isfremstød sig ind over Fyn fra en østlig-sydøstlig retning. Gletsjeren overskred de efterladte dødismasser fra Nordøst-isen. Da den Østjyske is senere stagnerede, lagde den et nyt ’tæppe’ af dødis oven på Nordøst-isens dødis.

Afsmeltningen af den midtfynske dødis varede omkring 3.000-5.000 år og skabte en mosaik af forskellige landskabstyper, hvoraf Vissenbjerg-området er i særklasse. På steder, hvor underlaget lå højt og hvor dødisen var tynd, opstod isomkransede smeltevandssøer (issøer), hvori der blev aflejret sand og grus. Da isen smeltede ned til et lavere niveau, stod de tidligere søaflejringer tilbage som højliggende grusfladbakker. Nye issøer opstod nu i det lavere niveau, stemmet op mellem dødisen og grusfladbakkerne. Da tilstrømningen af smeltevand var aftaget, opfyldtes disse issøer med ler og blev til de lerfladbakker (plateaubakker) og konsolbakker, vi ser i dag. Bøgebjerg vest for Verninge er en sådan ensomt beliggende plateaubakke.

Nårup Bjerge blev sandsynligvis skabt som sand- og grusudfyldninger i små, tætliggende issøbassiner, der delte et fælles vandspejl og angiveligt var forbundne med kanaler, hvilket kan være med til at forklare bakkernes næsten ens højder.

Ved den endelige bortsmeltning af dødisen skabtes de lavest liggende, småkuperede dødislandskaber med talrige søfyldte lavninger. Mange af søerne er siden groet til og blevet til moser.

Rindende smeltevand har sat sine spor i dele af projektområdet, hvor vandet i slutningen af sidste istid eroderede render i landskabet, f.eks. i skråningerne der leder ned mod Åsemosen, Verninge Mose og Tommerup Made. Åsemosen var tidligere en smeltevandssø, der var stemmet op nord for Bøgebjerg, inden søen senere tømtes via Åsemose Bæk, der formede en mindre smeltevandsdal sønden om Bøgebjerg og ned mod Langsted Mose, hvor vandet løb sammen med Ulvebækken.

Verninge Mose og Tommerup Made udgør den øvre del af en smeltevandsslette, der gennemstrømmes af Holmehave Bæk og som strækker sig helt op til Solevad-Borreby uden for projektområdet, hvor den slutter sig til smeltevandsterrasserne omkring Odense Å. Det er sandsynligt, at de lavtliggende områder som Tommerup Made, Verninge Mose og Åsemosen i begyndelsen af Senglacial tid rummede en vis mængde dødis, inden de senere til en vis grad opfyldtes med forskellige smeltevandsaflejringer. Dele af Verninge Mose og Tommerup Made har muligvis i en periode også ligget hen som en lavvandet sø, der senere blev til moser og fugtige enge.

De tykke smeltevandsaflejringer af sand og grus under projektområdet rummer betydelige drikkevandsinteresser og her ligger Holmehave Kildeplads, VandCenter Syds største vandindvindingsområde.

Vest og sydvest for Tommerup og mellem Verninge og Nårup Bjerge er der desuden beskrevet to dybe underjordiske dale, såkaldt begravede dale, udgravet af smeltevand under et isdække af uvis alder.  

Her kan læse du mere om områdets geologi (PDF)

Et istidslandskab

Landskabet i Verninge og Tommerup Sogne indgår som den sydligste del af det regionale dødislandskab ved Vissenbjerg, som er et af de mest interessante, geologiske områder i Danmark – eller som Acton Friis skriver det i sit store afsnit om Fyn i De Danske Øer: ”Et af de uroligste landskaber jeg kender”.

Da isen var smeltet tilbage efter sidste istid, lå der ved Vissenbjerg efterladt store ismasser, eller dødis som det kaldes, når der er tale om is, der ikke længere er i bevægelse. Under smeltningen af dødisen dannedes et landskab bestående af issøbakker og en masse søer, som over tid groede til og blev til mose.

Gennem historien udviklede der sig et særdeles sammensat mosaiklandskab med skov, ager og mose, der veksler mellem hinanden og gennemskæres af et netværk af levende hegn. Bevæger du dig i dag gennem landskabet, veksler det mellem små, lukkede landskabsrum med idylliske landhuse og vidstrakte udsigter – et landskab, som bedst kommer til sin ret, når du går eller cykler igennem det, som Rit Bjerregaard og Søren Mørch konstaterer i deres egnsbeskrivelse af Fyn.

Holmehave Kildeplads

Holmehave Kildeplads er beliggende 17 km sydvest for Odense Centrum mellem Glamsbjerg og Tommerup. Kildepladsen omfatter i 12 indvindingsboringer, der er spredt over et areal på godt 4 km². Holmehave Kildeplads er VandCenter Syds største kildeplads, og indvindingstilladelsen udgør 40 % af VandCenter Syds samlede vandindvindingstilladelse. Grundvandet, der indvindes på kildepladsen, behandles på Holmehaveværket, der er beliggende centralt i området. På Holmehaveværket iltes og filtreres grundvandet, inden det leveres til VandCenter Syds kunder.

Kildepladsens historie

Efter Anden Verdenskrig var Odense i en rivende udvikling, og der var behov for nye kildepladser til at dække byens stigende behov for drikkevand. Der blev derfor gennemført talrige undersøgelser i ådalene omkring Odense for at afdække mulighederne for at etablere nye kildepladser. Fordi man på daværende tidspunkt benyttede pumper med en løftehøjde på blot 8 meter, var man på udkig efter boresteder i ådalene, hvor grundvandsspejlet er tæt på terræn. Denne afhængighed forsvandt med opfindelsen af dykpumpen, som blev introduceret på de danske vandværker i løbet af 1950’erne.

I begyndelsen af 1950’erne blev der udført talrige undersøgelsesboringer i området omkring Holmehave Bæk. Undersøgelserne dokumenterede tilstedeværelsen af et ydedygtigt grundvandsmagasin. Beliggenheden langt fra Odense medførte dog, at der i en længere periode ikke blev gennemført flere undersøgelser i området.

Først i starten 1960’erne var der fornyet interesse for området, hvor der blev udført geofysiske undersøgelser af undergrunden samt flere supplerende undersøgelsesboringer – ligesom tidligere med et meget lovende resultat. Undersøgelserne i området fortsatte frem til 1970’erne. I mellemtiden var forbruget af vand i Odense steget eksplosivt.

Etablering af en ny kildeplads i området omkring Holmehave Bæk blev derfor mere og mere aktuel. De foregående årtiers undersøgelser i området dannede i 1975 grundlag for tildeling af en vandindvindingstilladelse på 5 mio. kubikmeter per år. Holmehaveværket blev sat i drift i 1978 ca. 26 år efter de første undersøgelser i området.

Produktionen af drikkevand på Holmehaveværket har stort set været konstant i de snart 40 år, kildepladsen har været i drift. I dag har VandCenter Syd en vandindvindingstilladelse på 5,5 mio. kubikmeter per år, hvilket gør kildepladsen til en af landets største.